Velkommen bag QR koden. Skønt at du havde lyst og mod til at tage et billede af den.

Vi kender alle sammen til at vente på noget. - I øjeblikket venter jeg på foråret og sommeren. Når jeg ser ud på solen, der skinner og hører fuglene synge, så venter jeg på at det bliver varmere, og at buske og blomster begynder at gro og springe ud.

Det kan være du venter på noget helt andet. Måske du dagligt må vente på bussen eller toget. Det kan være, at du har en ven, som du altid må vente på, eller en kollega, som aldrig kan blive færdig til tiden.

Når vi venter, bliver vores tålmodighed ofte sat på prøve, og vi kan opleve det som spild af tid. Nogle gange bliver ventetiden næsten uudholdelig, specielt når vi glæder os til noget. Måske du husker det fra da du var barn og glædede dig til juleaften, ventetiden var såå.. lang.

38 år, - så lang tid ventede manden som lå ved Bethesda Dam. Lå - tænker du! Ja! Han var syg og kunne åbenbart ikke bevæge sig. Så han lå bare der og ventede og ventede. Han ventede på, at vandet skulle komme i bevægelse, for han havde oplevet, at den første der kom ned i vandet, når det var i bevægelse, blev rask, uanset hvad han fejlede. Og manden her, som vi desværre ikke kender navnet på, ville så forfærdelig gerne være rask. Men han nåede aldrig først ned i vandet, der var altid nogle som var hurtigere end ham. 38 år havde han ventet. Sikke en tålmodighed!

En dag, mens han ligger der og venter, bliver han mødt af spørgsmålet: "Vil du være rask?" Sikke da et spørgsmål. Manden svarer: "Ja, men jeg har ikke nogen til at hjælpe mig ned til dammen, så andre når derned før mig". "Rejs dig, rul din sovemåtte sammen og gå" HVAD! Det kan han jo ikke! Næ, - men hvis du læser videre i denne fantastiske historie, så vil du se, at det var lige præcis det han gjorde. Han rejste sig og rullede sin måtte sammen og gik. Mirakel? Ja! Det der skete for manden var, at Jesus kom forbi der ved dammen. Hans ventetid var forbi, - 38 års venten! Mødet med Jesus ændrede livet for manden. Han blev ikke bare rask, han lærte Jesus og hans omsorg at kende.

Sådan er det at møde Jesus. Han tager sig af vores daglige behov her og nu, men han giver langt mere end det, han giver evigt liv. Ingen af os behøver at vente i mange, mange år. Vi kan møde Jesus og hans omsorg allerede nu.

Har du lyst til at læse historien, så står den i Bibelen i Johannesevangeliet kapitel 5, vers 1-9. SE HER

Har dette givet anledning til yderligere spørgsmål eller kommentarer. Eller vil du bare høre mere om kristendommen og Indre Mission, så er du velkommen til at sende en SMS til 3073 5557
 
Du kan også se mere om vores arbejde ved at bruge menuen foroven.
Bethesda | Jernbanegade 16, 9000 Aalborg  | Tlf.: 40882272